Musiktræk i missionshuset

Kristeligt Dagblad, 7. August 2001

Musikken kommer én i møde, når man går hen mod det forhenværende missionshus i Ejerslev på det nordlige Mors. I formiddagens stilhed er det kun lyden af skridtene, der er mellem musikken og ens ører.
Man passerer de små dannebrogsflag ved indgangen og overvældes af nærkontakten med velklangen. Koncentrationen er stor hos de unge musikere. Det er den sidste prøve inden aftenens premiere, en koncert i Skagen kirke.

14 unge strygere, alle piger, fra Tyskland, Italien, Bulgarien og Danmark, er i gang under ledelse af den tyske violinist Jochen Brusch, der ejer huset og normalt bruger det som feriebolig. Det er første, men måske ikke sidste gang han holder musikkursus på stedet.

Samtidig giver strygerne fem koncerter. Ud over den nævnte: i lørdags i Herning kirke, i aftes i Det Ottekantede Forsamlingshus i Øster Jølby på Mors, i aften i Skt. Mortens kirke i Randers og i morgen aften slutter det 10 dage lange forløb med koncert i Løgumkloster kirke.

På programmet er nogle af de mest yndede værker af Johan Sebastian Bach og Antonio Vivaldi. Solopartierne spilles af 11 forskellige. Pigerne suppleres af dirigentens bror, den professionelle cellist Henning Brusch, samt (på kontrabas) af folke- og musikskolelærer Morten Stuhr, Ranum.

De fleste af pigerne er 18-19 år. En del af dem kommer ligesom Jochen Brusch fra den sydtyske universitetsby Tübingen, hvor de er elever af ham og desuden spiller i ungdomssymfoniorkester, som ved flere lejligheder har opnået førsteprisen i en musikkonkurrence omfattende hele Tyskland. Andre af pigerne har kontakt til Brusch via hans undervisning og koncertvirksomhed i deres respektive hjemlande. Fælles for samtlige er et højt musikalsk niveau.


Et privilegium
Drenge på samme alder som de deltagende piger er ifølge Jochen Brusch generelt mindre flittige til at øve, og derfor er de ikke nået så langt i deres spil. Dette er forklaringen på, at de ikke er repræsenteret. At gøre en dyd af en nødvendighed er dog ingen kunst. Pigeorkestre har ”en ganske særlig charme”, synes Brusch. Han fortæller, at Vivaldi selv var leder af et af slagsen i Venedig.
- For mig er dette et eksperiment, siger Jochen Brusch, da han i en pause i prøvearbejdet sidder på trappen foran huset. Inde i salen spiller nogle af pigerne imidlertid videre. Tonerne fra strygerne blander sig med hans ord.

- Huset er jo egentlig ikke beregnet til, at 14 mennesker skal bo her. Det er som en kæmpelejr med soveposer, madrasser, violinkasser, nodestativer og personlige ting.

- Men pigerne er så søde ved hinanden. En hjertelighed hersker mellem dem. Jeg tror, at pigerne har lettere end drenge ved hurtigt at komme i god indbyrdes kontakt. En af pigerne sagde til mig, at atmosfæren er så afslappet, fordi der ingen drenge er. Så snart begge køn er til stede, sker der et eller andet.

- Jeg har bestræbt mig på, at der ikke skal være en atmosfære af konkurrence. Det er klar,t at ikke alle 14 befinder sig på præcis samme niveau. Og det har glædet mig at iagttage, hvordan nogle af pigerne hjælper andre, der måske har vanskeligheder med bestemte passager. Så sidder de og øver sammen.
Der arbejdes intenst. Man begynder mellem klokken 9 og 9.30 og bliver i første omgang ved til kl. 12, hvor der er middagsmad hos naboen, Stine Kudsk. Hver dag laver hun varm mad til 14-15 mennesker, to retter traditionel dansk mad (”meget lækkert”). Prøverne fortsætter om eftermiddagen, og om aftenen spilles kammermusik. Forleden var det en strygesekstet af Johannes Brahms, der glødede i rummet sammen med brændeovnsilden.

Jochen Brusch ser gerne, at dette første musiktræf i Ejerslev bliver en tradition. Men, påpeger han, det vil kræve en forbedring af faciliteterne.

- Jeg sætter stor pris på at undervise, siger Brusch. Og man skal sætte pris på det for at være en god lærer. Nogle musikere opfatter det nærmest, som om deres elever tager tid fra dem. For mig er det givende at være lærer. Jeg opfatter det som et privilegium at give videre. Man opnår en fortrolighed med den enkelte elev, når man er sammen med hende eller ham i tre kvarter hver uge. At undervise har en stærk spirituel dimension.
Den 45-årige Jochen Brusch taler næsten dansk som en dansker. Hans nære forhold til landet blev grundlagt i 1974, da han på Mors søgte undervisning hos violinisten Anker Buch. Han er uddannet ved konservatorierne i Duisburg, Essen og Hannover og har tillige solistdiplom fra Royal College of Music i London. Brusch var i årene 1980-86 ansat i Herning Stadstrio, og senere blev han koncertmester i Essen.
Han giver koncert i mange lande, herunder i Danmark og har udgivet en lang række meget roste cd´er med over 100 forskellige værker.


Positivt overrasket
Musiktræffet er ikke kun musik, men også frit samvær i det storslåede landskab ”under et af verdens allerstørste himmelrum”, som Morsø-forfatteren Knud Sørensen noterer i et digt om øen.
- Det er alle tiders at være her! udbryder den 19-årige Anne Giødesen fra Kolding. Hun er netop blevet student og skal nu til at forberede sig på optagelse på konservatoriet.

- Man lærer at spille sammen. Vores orkester minder mest om et kammerorkester, hvor man virkelig skal lytte til hinanden og indpasse sig efter hinanden. Et kammerorkester er mere intimt end et symfoniorkester. Jeg er meget positivt overrasket over, at niveauet er så højt, som det er, fortæller Anne Giødesen og fortsætter:
- Jeg begyndte at spille violin, men da jeg var 10 år eller der omkring, gik jeg over til bratsch. Det har jeg aldrig fortrudt. Dels er det et dejligt instrument, dels er der ikke ret mange, der spiller det. Man kan altid komme ud at spille, når man har bratsch som instrument, siger Anne Giødesen.
Den 17-årige gymnasiast Sofie Spanget Rasmussen, Odense, forbereder sig ligeledes på et konservatoriestudium. Hun siger:
- Jeg spiller meget på musikskolen i Odense, både i et kammerorkester … det er lidt, som det er … og i et ”almindeligt” orkester. Jeg begyndte også med at spille violin, men valgte i stedet for celloen. Mine forældre påstår, at jeg gjorde det, fordi jeg var lidt doven: Cellister sidder ned!
- Men det er nu på grund af de mørke toner, at celloen passer mig bedre. Jeg synes, at de toner er så inderlige og varme.

De fleste af de 14 piger har en travl dagligdag, og opholdet i den nordvestjyske fred har gjort et stort indtryk på dem: stilheden, lyset og stjernehimlen over Limfjorden har de med sig hjem.
Foruden alt det andet.


jochenbrusch.de